En kort historie om persiske tæpper

I gamle dage brugte stammefolk de persiske tæpper som beskyttelse mod kolde og våde forhold. Siden dengang har anvendelsen af det persiske tæppe ændret sig fra at være en uundværlig hjælp i dagligdagen til at være et tidløst kunstværk, som alle bør have i deres hjem. I de seneste århundreder er kvaliteten af de færdigheder og det håndværk, der lægges ind i hvert tæppe, blevet forbedret, efterhånden som nye mønstre og farver er blevet tilføjet på forskellige tidspunkter i historien. 

Over årerne blev persiske tæpper mere og mere attraktive for konger og adelige, der så dem som tegn på velstand, betydning og som arvestykker i familien. I dag betragtes det persiske tæppe, på mange herregårde og museer over hele kloden, som et af de mest værdsatte kunstværker i samlingen. Vævere har brugt de samme gamle håndvævningsteknikker gennem århundrederne for at sikre, at tæpperne står tidens prøve. 

Kunsten at lave persiske tæpper kan spores mere end 2.500 år tilbage og findes stadig i nutidens Iran. Evnen til at lave disse tæpper var en nøje bevogtet hemmelighed, som blev overdraget fra fædre til sønner, hvor hver generation byggede videre på og forbedrede disse færdigheder. 

Den designmæssige og kunstneriske udvikling af det persiske tæppe er tæt forbundet med Irans historie. Det arabiske kalifat Seljuks dominans (1038-1194 e.Kr.) er af stor betydning for de persiske tæppers historie. Seljuk-kvinderne introducerede de tyrkiske knuder, som blev tilføjet til det persiske tæppe. Det persiske Hamedan-tæppe, som fås her på Trendcarpet, er stadig håndbundet den dag i dag. 

Under Safavid-dynastiet nåede Persien højden af sin kunstneriske historie. Abbas I af Persien fremmede samhandlen med Europa, og han forvandlede den persiske hovedstad Isfahan til en af de mest imponerende og smukke byer i Persiens historie. Der blev også bygget nye tæppeværksteder, hvor dygtige håndværkere og designere kunne arbejde sammen om at skabe nye flotte eksemplarer. De fleste af de tæpper, der blev lavet i denne periode, var af silke med sølv- og guldtråde, som gjorde det endnu mere dekorativt. To tæpper fra denne periode, som kommer fra moskeen i Ardabil, kan stadig ses i dag. Mange eksperter mener, at netop disse to tæpper repræsenterer det ypperste indenfor tæppedesign. Det største af de to findes på Victoria and Albert Museum i London. 

Det persiske tæppes gyldne tidsalder sluttede med den afghanske invasion i 1722. Den prægtige by Isfahan blev ødelagt. Under den afghanske dominans af Persien fortsatte nomader og håndværkere på landet og i små landsbyer med at udøve deres gamle og traditionelle håndværk, tæppevævning. 

Metoden med at håndvæve de persiske tæpper bruges stadig, med Hamedan-tæpper, Baluchi-tæpper og Suzani-tæpper som nogle af de fineste eksempler på håndvævede persiske tæpper. Persiske tæpper betragtes stadig som uvurderlige kunstværker, der skal værdsættes og videregives til kommende generationer. Det persiske tæppe indeholder hele Persiens rige historie og kunst i ét enkelt stykke.